“Emmeline mærker ikke en skid, mens Evie og jeg går barfodet i haven, og føler, at det hele er fucking fantastisk.”
… Mere om dén og andre oplevelser senere i indlægget 🙂
Men vidste du, at man kan blive høj på kakao, og at kakao anvendes til selvudvikling og spirituel vækst?
I dette indlæg kan du lære om, hvad ceremoniel kakao og kakao-ceremonier er for noget.
Jeg kommer også ind på tilberedning og opskrifter, virkning og bivirkninger samt forslag til, hvor du kan finde kakaoceremonier og købe ceremoniel kakao til hjemmebrug.
⚠ VIGTIGT! Husk venligst at læse om bivirkninger og forholdsregler, og pas på. Kakao kan have en stor effekt på nervesystemet.
Hop til afsnittet Køb ceremoniel kakao, hvis du bare er interesseret i at købe kakaoen her og nu, eller læs videre herunder.
Husk i øvrigt at udtale “cacao” rigtigt 🤭
❔ Hvad er ceremoniel kakao?
Kakao er blevet brugt i ritualer og ceremonier af vores mesoamerikanske forfædre, og kakaoen blev anset som værende hellig.
Gennem årene er kakao blevet et mere og mere forarbejdet produkt: fortyndet med sukker, pasteuriseret komælk og andet crap. Kakaoen kan dermed siges at have mistet en stor del af sin effekt, og dens anvendelse som ceremoniel omdrejningspunkt er langsomt blevet fortid … men nu har den fået et comeback!
Historien lyder, at glæden ved kakaoen blev genopdaget af en mand ved navn Keith, efter at han modtog en besked fra kakao-ånden.
“For år tilbage, mens jeg boede i Guatemala, indskød kakao-ånden mig til at undersøge kakao. Hun påmindede mig om, at kakao var en af de mest magtfulde guddomme i den gamle mayanske kosmologi.”
Oplevelsen blev Keiths start på en mission om at genopdage kakao i dets reneste form. Han researchede grundigt, og kom frem til, at kakao i flere årtier ikke var blevet brugt som plantemedicin.

❔ Hvad er en kakaoceremoni?
Jeg har i skrivende stund afholdt alle ceremonier på nær en med mig selv. De mest interessante oplevelser fortæller jeg mere om i næste afsnit.
Der findes arrangererede kakaoceremonier med mange deltagere. Her kan du komme ud for, at der bliver sunget og danset til musik, trommespil og røgelse. Typisk en oplevelse, der varer flere timer.
Da jeg (endnu) ikke har været til en større kakaoceremoni, kan jeg ikke fortælle så meget om det – men flere har delt deres oplevelser: Læs eks. denne reportage på Berlingske.dk og Mette Sillesens oplevelse.
🧐 Trip report: Mine oplevelser med ceremoniel kakao
Jeg har i skrivende stund indtaget kakao over 20 gange.
☕ Min første oplevelse var god og udrensende.
Da jeg indtager ceremoniel kakao første gang ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal forvente, men jeg har jo læst, at det ikke kan få dig til at se farver eller blive helt crazy 🤪 Så mon ikke det går.
Efter ca. 30 min. begynder jeg at mærke en forskel. Jeg ligger i min sofa, mediterer, og nogle gamle minder begynder at dukke op, hvilket får mig til at græde i lang tid – men jeg har det godt.
En behagelig oplevelse, hvor jeg får bearbejdet forskellige tanker om livet. Jeg bliver meget overvældet over, at kakao kan have den effekt! 🙂
☕ Mange af mine efterfølgende oplevelser er ikke nævneværdige, og jeg ved hvorfor:
Det er min erfaring, at du ikke kan indtage kakao, og bare forvente en effekt. Du er nødt til at være til stede i nuet, skubbe tanker om alt andet væk for en stund. Meditation og afslappende musik hjælper mig på vej. Det er bedst, hvis du gør en indsats for at stilne dit sind, og forsøger at have en intention med oplevelsen. Du skal ville det.
☕ Min anden store oplevelse med kakao var sammen med to gode veninder, Evie og Emmeline.
Vi drikker en kop hver, lytter til afslappende musik, og der gå ikke lang tid før Evie og jeg mærker en effekt.
Det er Emmelines første gang, og hun mærker desværre ikke noget, mens Evie og jeg begge kommer ind i en dyb, meditativ tilstand. På et tidspunkt får vi lyst til at gå barfodet rundt i min have, nyde solen og den kærlighedsfølelse, som strømmer gennem os. Der er ingen grund til at snakke. Vi nyder bare at være til stede.
☕ Min hidtil største kakao-oplevelse:
Jeg indtager dobbelt dosis kakao på helt tom mave, og den bliver spist rå, dvs. jeg tygger den i stedet for at lave det til drikkekakao.
Vejret er godt, så jeg sætter mig ud i haven med hørebøffer på. Jeg sidder der ca. 1½ time, og lytter til en masse forskelligt meditationsmusik på YouTube, fx binaural beats og ikke mindst BlissCoded Sound, som er nogle kompositioner bl.a. baseret på det gyldne snit, og som kan bringe dig i en dyb meditativ tilstand meget hurtigt.
Efter halvanden time smutter jeg indenfor, og begynder herefter at lytte til normal musik. Her går det op for mig, at jeg er fucking skæv i hovedet 😲 Jeg må have gjort et eller andet rigtigt, tænker jeg, for det her er virkelig overvældende.
Jeg har det som at have røget hash, og hvis du nogensinde har røget hash, så ved du måske også, at oplevelsen af musik (og mange andre ting) intensiveres. Det hele fører til, at jeg de næste 6 timer lytter til høj musik, mens jeg danser og svanser rundt i min stue i en dyb meditativ tilstand 😌 Det var awesome!
☕ Jeg har også oplevet at få det dårligt …
En af mine seneste oplevelser er ikke så god. Efter dobbelt dosis igen, går jeg hen og bliver ked af det og frustreret over nogle ting, som jeg har bøvlet med den seneste tid. Denne oplevelse overvælder mig desværre meget, og varer ved hele aftenen.
Så ja, det kan altså også lade sig gøre at få en dårlig oplevelse.
☕ Opskrifter & indtagelse
Varm drikkekakao

De fleste drikker ceremoniel kakao, som var det en drikkekakao.
Tag 1 portion kakao (42 g pr. person), hak det i stykker, smelt det over lav varme i en kasserolle sammen med vand (1 kop vand pr. person) og med forkellige ingredienser.
Ærlig talt, så er det ikke nogen fantastisk oplevelse at drikke en tyk og bitter “mudder-drik”, som ceremoniel kakao bliver til. Så hvis du vil have det til at smage bare nogenlunde decent, vil jeg anbefale at bruge godt med sødemiddel og andre ingredienser, så det bliver lidt nemmere at sluge frøen.
Ofte anvendte ingredienser er:
- Dit yndlingssødemiddel, fx kokossukker, stevia, dadelsirup osv.
- Kanel
- Kardemomme
- Cayenne
- Vanille
- Ingefær (pulver eller juice)
- Din yndlings-plantemælk, eks. (hjemmelavet eller indkøbt) mandelmælk, rismælk, havremælk, kokosmælk osv.)
Eksperimentér med dine egne ingredienser 🙂
Kakaobudding
Jeg har også prøvet at lave en slags budding, hvor jeg blendede kakaoen med vand, banan og nogle af ovennævnte ingredienser. Det får en buddingagtig konsistens, men smager stadig af, hvad du gør det til 🤣
Spis kakaoen som den er
Mit foretrukne valg er blevet at spise – ikke drikke – kakaoen. Jeg hakker kakaoen i mindre stykker, ned i en skål, og så spiser jeg med en ske. Noget af det vil være helt pulveriseret, andet i form af større stykker. Det er bare sådan, det for mig er nemmest at få det ned, og jeg tror også på, at flere af de gode stoffer i kakaoen bliver bevaret ved ikke at varme den op – but who knows.
👍 Gode råd
Her er nogle af de ting, jeg vil anbefale at gøre, hvis du vil give dig i kast med ceremoniel kakao.
✔ Er det din første gang, så tag halv dosis.
✔ Indtag kakaoen på relativt tom mave, så du får størst mulig effekt.
✔ Sluk for mobiltelefon og alle andre potentielt forstyrrende ting.
✔ Forsøg at indlede ceremonien med meditation / mindfulness. Vær i nuet. Slip løs på tanker.
✔ Brug meditationsmusik eller musik, der normalt får dig til at slappe af.
✔ Brug evt. røgelsespinde, hvid salvie el.lign.
✔ Vær evt. sammen med andre gode mennesker.
✔ Vælg at holde kakaoceremoni en dag, hvor du har det godt og hvor du ikke har en masse tanker kørende i hovedet.
✔ Forsøg at have en intention med kakaoen: Vil du bare have det bedre? “Åbne dit hjerte”? Blive mere afslappet? Er der nogle bestemte tanker, du gerne vil arbejde med?
✔ Gør generelt noget ud af oplevelsen, så din oplevelse bliver så god som muligt.
😮 Effekt & virkning
Kakao øger blodgennemstrømningen med 30-40 %.
Kakao indeholder koffein, og er dermed opkvikkende.
Som du har læst i mine oplevelser, har kakaoen påvirket mig på forskellige måder. Jeg har været alt fra glad, følt masser af kærlighed til at have følt ingenting og endda blevet trist (en sjælden gang).
Derfor mener jeg, det er vigtigt, at du fra start af er positiv samt følger nogle af ovennævnte anbefalinger. Kakao kan forstærke de følelser, du allerede har, så vælg at have gode følelser fra start af 🙂
☝ Bivirkninger & forholdsregler
- Du kan risikere at blive ked af det eller opleve andre negative følelser.
- Du kan risikere at få hovedpine efter indtagelse, også dagen efter. Kakao-tømmermænd 🙂
- Du kan få problemer med at falde i søvn pga. koffeinen i kakao. Indtag derfor ikke kakao lige før sengetid eller timerne op til.
- Kakao er livsfarligt for dyr som hunde, katte, heste, papegøjer!
- Er du gravid eller har helbredsmæssige udfordringer, højt blodtryk, hjerteproblemer, tager antidepressiv eller antipsykotisk medicin, anbefales det ikke at indtage en hel ceremoniel dosis. Har du problemer med angst eller panikanfald, bør du også være særligt opmærksom, da disse kan blive trigget, når effekten af kakaoen fortager.
🛒 Køb ægte ceremoniel kakao til kakaoceremoni
Vil du forsøge dig med kakaoceremonier med dig selv eller med nogle gode venner, så er det klart billigst at købe ceremoniel kakao og lave det hele selv.
Nyhed: Siden december 2018 er det blevet muligt at købe ceremonial cacao via den danske webshop GreenGoddess.dk. Deres kakao er lavet af den sjældne sort Criollo, som er den sværeste kakaosort at dyrke.
🛒 Køb ceremonial cacao hos GreenGoddess.dk her (reklame)
🇩🇰 Kakaoceremonier i Danmark
Er du på udkig efter en kakaoceremoni i Danmark, kan du – ud over at søge på Google – også søge inde på Facebook, hvor der bliver opslået kakaoceremoni-begivenheder rundt om i landet.
⭐ Konklusion
Alt i alt er jeg meget forundret over, at kakao kan have så stor virkning. Det er et fint til et lille, “uskyldigt” trip, som sagtens kan gå hen og blive en fed oplevelse 🙂





Hej Jan
Tak for et godt og informativt indlæg om kakao 🙂
Når du spiser det råt, altså uden at lave det til en drik, spiser du så også 42 g?
Kh Anja
Hey Anja! 🙂
Selv tak, og tak for kommentaren!
Jep, jeg spiser fuld dosis på 42 g (eller dobbelt dosis på 84 g). Det er – for mig – meget nemmere at spise det end at drikke det 🙂
Hej Jan..
Mig og min kæreste er nybegyndere i kakao cermoni og vi lagde ud med 21gram pr person til at begynde med og der var ikke det store at mærke syntes vi, men hvor tit må man tage en dosis kakao og hvor længe kan kakaoen holde sig… MVH Lars
Hej Lars 🙂
Hvis det var mig, ville jeg øge til normal dosis (42 g) næste gang, og sørge for ikke at have indtaget mad i i hvert fald 4-6 timer (gerne længere tid) inden. Nogle gange skal der flere forsøg til, da der er mange faktorer, der spiller ind, ift. om man kan mærke en effekt (lige som jeg beskriver i indlægget her).
Hvis du indtager 42 g hver eneste dag ville jeg i hvert fald sige, at det er for meget 😀 Ceremoniel kakao indeholder også en del koffein – så på den måde kan det god være for voldsomt. Men jeg kender ikke til nogle forbehold ift dette. Du kan sagtens drikke en kop kakao i dag og en igen i morgen, uden at der sker noget.
Held og lykke med det! 🙂