Vidste du, at du kan træne dig til en dybere stemme? Jeg må indrømme, at jeg selv blev ret overrasket, da jeg i sin tid fandt ud af, at en simpel øvelse kan ændre dit stemmeleje på ganske kort tid.
Hvis du er interesseret i, hvordan du får en mørkere, dybere og mere mandlig stemme, om man vil, så læs med her. Lær, hvordan du – selv med et lyst stemmeleje – kan få en dyb stemme vha. simpel stemmetræning. Uden talepædagog, operation eller stemmecoach (findes sådan en overhovedet?)
Stemmetræning, der virker
Jeg er så heldig at være velsignet med en relativt dyb (og ekstremt maskulin) stemme, høhø, men da jeg fandt ud, at man angiveligt – og endda ret hurtigt og nemt – kunne træne stemmen op til at blive endnu dybere og potentielt endnu mere power-alfahan-agtig (lol), ja hvorfor så ikke prøve det!
Jeg gav mig i kast med at lave denne simple øvelse, som du kommer til at lære lige om lidt, and what do you know? Bare efter få dages daglig stemmetræning kunne jeg høre en forskel. Efter et par uger var jeg Morgan Freeman på steroider! Eller noget. Min stemme var i hvert fald blevet meget mere “grounded”, den havde en meget bredere og dybere klang så at sige.
Vil du vide, hvordan du gør, så læs videre.
Bioenergetics og Elhiot Hulse
Hvem er Elhiot Hulse?
Elhiot Hulse er en ret kendt personlighed inden for personlig udvikling-community’et, som – i hvert fald dengang jeg fandt hans YouTube-kanal Strengthcamp – spyttede video efter video ud om, ja, personlig udvikling, men også kost, styrketræning og et nyt emne, som dengang var nyt for mig, nemlig bioenergetics.
Elhiot Hulse er en ret stor dude, der har trænet i mange år, og har deltaget i mange strongman-konkurrencer, altså konkurrencer, hvor det gælder om at være bomstærk.
En ret fascinerende fætter, som måske bedst kan beskrives som en mulat-vismand, der ligner en bad-ass bodybuilder 😀
Han er sgu meget cool.
Nå ja, og så er der måden, han taler på. Ikke nok med, at han taler og opfører sig meget selvsikkert – har han også udviklet sin stemme til at være meget dyb og gennemtrængende. Og til det har han brugt en særlig bioenergetics-øvelse.
Hvad er bioenergetics?
Kort sagt er bioenergetics – måske kaldet bioenergetik på dansk, I dunno – nogle øvelser, du laver for at løsne op i kroppen og dens neurologiske “holding patterns”, altså neurologiske mønstre, som kroppen gennem hele dit liv har låst sig fast på, så at sige. Bioenergetics løsner op for hele lortet, og der findes øvelser, der kan åbne kroppen mere op, så din stemme bliver mere “åben” og resonerer meget dybere i kroppen.
Du kan bruge bioenergetics til mange spændende ting, men lige nu handler det altså om at få den der dybe og sprøde stemme, som er så eftertragtet og beundret.
Før og efter
I første video, som du bare kan tjekke hurtigt, kan du høre, hvordan Elhiot Hulses stemme lød, før han begyndte at lave øvelserne, der gjorde hans stemme mere dyb.
Lyt så til nedenstående, hvor hans stemme nu er blevet meget dybere. I denne video lærer du også, hvordan du udfører øvelsen.
Han nævner også nogle andre øvelser, som kan være nødvendige eller gavnlige at lave indledende, men for mig har det virket fint kun at lave den ene øvelse.
Advarsel: Det hverken ser eller lyder særlig smukt. Du kommer til at ligne og lyde som en psyko-gorilla – så derfor anbefaler jeg dig at træne det et sted, hvor du kan have fred og ro og andre ikke hører dig.
Jeg vil anbefale at træne stemmen dagligt i ca. 5-10 min. indtil du begynder at høre og mærke en forskel. For mig tog det som nævnt et par uger, før det virkelig battede, men allerede efter få dage var der en forskel.
Andre tips
Hvis du gerne vil få en dyb stemme, kan det – i kombination med bioenergetics-øvelsen – være gavnligt at vænne stemmen til det nye toneleje ved at lave nogle øvelser, hvor du snakker.
Jeg har straks efter bioenergetics-øvelsen givet mig i kast med at sige alfabetet, tale til mig selv, forsøge at udtale vokaler (æææææ, øøøøø, ååååå osv.) ekstra tydeligt og dybt, og ellers bare snakke løs for at forberede mig, så jeg ikke bliver forskrækket over min nyfundne mandlighed, når den endelig bliver luftet ude i den virkelige verden 😛
Ændrer det stemmen permanent?
Min erfaring er, at det kræver løbende træning at holde stemmen vedlige. Jeg lavede kun øvelserne intenst i en periode – det virkede, men så har jeg ikke lavet øvelserne særligt ofte efterfølgende. Jeg tror, at de spændinger, der holder din dybe stemme tilbage, kan vende tilbage.
Jeg kan dog godt gøre min stemme dybere på kommando, men det kommer ikke lige så naturligt, som det gjorde i den periode, hvor jeg lavede stemmeøvelserne.
Jeg ved ikke, om Elhiot Hulse træner dette hver dag – men angiveligt laver han andre bioenergetics-øvelser dagligt, så det kunne sagtens være, at han også holder stemmen vedlige.
Uden at være sikker, tror jeg, at du kan få ordentligt “hul igennem” til den dybe stemme samt bevare den måske permanent eller for en længere periode, hvis du øver intenst i en længere periode.
Konklusion
Alt i alt synes jeg, at det er super interessant, og jeg planlægger at begynde på stemmetræningen igen inden længe, da jeg er ret nysgerrig på, om jeg kan fastholde den i længere tid.
Jeg oplever ikke bare, at min stemme bliver dybere, men den har også mere power og den føles bare anderledes på en fed måde.
Har du prøvet det, eller påtænker du at prøve, eller har du spørgsmål eller input? Så skriv endelig en kommentar til indlægget længere nede.
Du er også velkommen til at dele indlægget med en, som du måske tænker kunne have gavn af den 🙂
Tak for at læse med!





Det lyder interessant! Min stemme er lidt fesen! Skal prøves!
Nice, at du vil give det et skud, David
Hvis du på et tidspunkt vil dele dine resultater, er det much appreciated
Jeg har stadig, her efter 4 år, en ændret vokal – til den dybe side – og som flere har givet mig ros for