Mono-faste med mono-måltider (mono meals) på mandariner / klementiner - 30-dages frugtfaste

🍊 Jeg spiste kun mandariner i 30 dage – Mono-måltider & mono-faste (guide)

I dette indlæg vil jeg gennemgå et ret specielt emne, der omhandler det at spise den samme mad enten som et enkelt måltid eller over en længere periode.

ℹ Indlægget er en del af en serie af indlæg om faste, som du kan få overblikket over her: Faste-guide.

I slut januar 2018 besluttede jeg at leve udelukkende af mandariner i 30 dage, hvilket i manges ører lyder helt sindssygt og måske decideret sundhedsskadeligt.

Få mine bedste tips til frugtfaste og lær om, hvad jeg fik ud af at mono-faste i 30 dage.

OBS: Jeg anbefaler IKKE frugtfaste, monofaste el.lign.

Inden vi går vi går videre, skal vi lige have helt styr på begreberne:

ℹ Mono-måltid / mono meal

Et måltid, der består af een type mad – typisk frugt – eks. vindruer, vandmelon, appelsiner osv.

ℹ Mono-faste / mono fast

En længerevarende periode på flere dage, hvor du kun indtager een type mad.

ℹ Mono island / mono-ø

Man kalder det en mono island, hvis man lever af udelukkende een type mad over en længere periode, fx i flere uger eller måneder. For mit vedkommende kan man sige, at jeg var jeg på en mono mandarin island, da jeg levede af mandariner i 1 måned. Mono island er en reference til, at man er strandet på en øde ø, hvor der kun er een type frugt tilgængelig.

ℹ Madkombinering / food combining

Har du en sart mave eller fordøjelsesbesvær af en eller anden art, kan det være en god ide at lære om korrekt kombinering af mad, da visse grupper af fødevarer ikke går godt sammen. Fx bør meloner spises for sig, og søde frugter bør ikke kombineres med syreholdige frugter. Optimalt set. Mono-måltider er dermed rigtig gode, da du ganske enkelt undgår at blande en masse forskellig mad sammen, som kan skabe uro i fordøjelsen. Der er mange gode illustrationer om food combining, som du kan google dig til.

Emnet mono meals er blevet omtalt før af Detox Specialist Emmeline Camille Ayaskov fra Helbred dig selv i indlægget raw food-tips her på RawBlog.

Emmeline har mono-fastet på bl.a. vandmelon og vindruer, og hun siger følgende:

Emmeline Cammille Ayaskov, Detox Specialist
Emmeline Camille Ayaskov, Detox Specialist, Helbred dig selv

Den bedste måde at mono-spise på, er frugter.

Den største fejl, som kollektivt begås af de fleste, er at blande for mange forskellige fødevarer i én portion.

Når dit måltid udelukkende består af én type frugt, skal din krop udelukkende igangsætte én fordøjelsesproces. Dette sikrer, at maden fordøjes fuldt ud, og den maksimale næring kan optages og omsættes.

Du vil opleve at din fordøjelse er meget bedre, og din krop vil samtidig bruge den overskydende energi på andre ting, herunder afgiftning. Det kan på alle måder betale sig at holde sit måltid så simpelt som muligt. Enkelthed er nøglen.

John Rose, raw fooder igennem et par årtier og specialist i bl.a. juicefaste og tarmsystemet, udtaler:

The simpler the meal, the better you’ll feel.

Og jeg kan kun nikke genkendende til denne påstand.

🍊 Min tur på mono mandarin island

Mandarin / klementin / citrus / citrusfrugt - frugtfaste / frugt-faste

Hvorfor mono-fastede jeg?

Frugt er den lettest fordøjelige mad for os primater. Fordøjelsen bruger utroligt meget af kroppens energi, og hvis du kan optimere din fordøjelse og give den så meget ro som muligt – ved fx kun at spise een type frugt – frigiver du mere energi til at lade kroppen hele, som Emmeline også er inde på.

Jeg gjorde det altså for at optimere kroppens helingsproces pga. nogle helbredsmæssige udfordringer (som jeg nævner længere nede) og fordi jeg var nysgerrig på, om jeg overhovedet kunne gøre det. Jeg havde allerede i flere måneder i træk prøvet at leve af 100 % frugt, og havde oplevet på egen krop, hvor fantastisk det er at leve som frugtar.

Jeg havde ligeledes hørt om andres kæmpe succes med mono-frugtfaste, fx Dr. Robert Morse, som levede kun af appelsiner i 6 måneder, og Jon Stearns (Mangotarian på YouTube), som kun spiste mangoer i 7 måneder. Derudover er der også mange succeshistorier fra folk, der har helbredt mange lidelser ved at køre 30-60 dage kun på vindruer.

Hvad jeg helt præcis spiste og drak

Jeg spiste ca. 2-3 måltider økologiske mandariner (ca. 750-1.500 g) om dagen i 30 dage og indtog hver dag også urter fra Dr. Morse. Jeg drak også te, men derudover drak jeg ikke rigtig vand eller tog kosttilskud.

Jeg skrællede og spiste mandarinerne, som de var, på nær nogle enkelte gange, hvor jeg juicede dem på min slowjuicer.

Bemærk, at 750-1.500 g ikke er meget. Det svarer til 1-2 net. Jeg havde ganske enkelt ikke sult til at spise mere, og dette kan også være et tegn på, at kroppen gerne vil hele fremfor at spise en masse. Jeg tabte mig også en del, men jeg var mæt og glad under hele perioden.

Jeg afsluttede i øvrigt frugtfasten med en 60 timers tørfaste.

Fordele, som jeg oplevede ved at mono-frugtfaste på mandariner

👍 Fin fordøjelse. Jeg kom på wc ca. 2-3 gange om dagen, lige som jeg burde, idet jeg indtog 2-3 måltider om dagen. Jeg oplevede heller ingen oppustethed, uro i maven el.lign., da jeg ikke kombinerede forskellige frugter eller andre fødevarer.

👍 Masser af energi og mindre brug for søvn. På raw food – særligt frugt – er dette ganske normalt, hvilket du også kan læse mere i indlægget fordele ved at være raw fooder og frugtar.

👍 Jeg havde nogle kroniske tarmlidelser, og disse helede 99 % under mandarin-fasten.

👍 Mine primære helbredsmæssige udfordringer er neurologiske, og her oplevede jeg store fremskridt.

👍 Mere overskud til at tænke på andet end mad, madindkøb, madlavning og opvask. Det kan ikke blive mere simpelt, og det er altså noget, der frigiver en masse tid og mental energi!

👍 Min nyre-filtrering var rigtig god gennem hele fasten.

👍 Selvdisciplin. Det kræver og samtidig giver en del selvdisciplin at udføre en faste som denne. Så selvdisciplinen fik helt sikkert et boost. En uge efter mandarin-fasten havde jeg selvdisciplinen og motivationen til at gå på en 15 dages juicefaste.

👍 Det var alt i alt en fantastisk oplevelse, og det er bestemt ikke den eneste gang, hvor jeg faster på een frugt 😎

Facebook-indlæg, hvor jeg deler min oplevelse med mandarin-faste og tørfaste med andre detox-entusiaster og sundhedsnørder:

Mono mandarin island & dryfast

Hvilke frugter?

Her er lidt info om forskellige frugter, og om de egner sig på en detox med mono-frugt.

  • Vindruer – Kendt for at være en af de bedste frugter til detox.
  • Vandmelon – Er den hurtigst fordøjelige frugt og utroligt detoxende.
  • Citrusfrugter, fx appelsiner, grapefrugt, mandariner/klementiner, citron, lime, pomelo – Citrusfrugter er utroligt detoxende.
  • Æbler.
  • Pærer.
  • Bananer – De er nemme at skaffe modne og økologiske. Det er langt fra den mest detoxende frugt, og derfor ikke en frugt, man normalt anvender under dyb detox. Det relativt lave vandindhold i bananer vil medføre, at du skal drikke vand, hvilket ikke vil være nødvendigt, hvis du eks. er på vindruer, meloner eller citrusfrugter.
  • Alle slags bær.
  • Friske figner – Kan være svære at skaffe i de nødvendige mængder her i Danmark.
  • Friske dadler.
  • Kaki – Husk at vælge modne kakifrugter, som er superbløde.
  • Mango (kun, hvis du kan finde dem modne, dvs. meget bløde.)
  • Ananas (kun, hvis du kan finde dem modne, hvilket du sjældent kan i Danmark; de skal bl.a. være helt gule.)
  • Tomater – Frarådes generelt ved mono-faste over flere dage eller dyb detox, da de er syreskabende, ikke har den samme power som mange andre frugter, og så er de en del af natskyggefamilien, som er giftige Derudover er de svære at finde sådan rigtigt modne i Danmark, og det gør dem endnu mere syreskabende og dårlige.

Undgå fedtholdige frugter såsom avocado og kokosnød samt umodne frugter.

Gode råd

  1. Vælg en frugt, du kan lide. Så er der bedre chance for, at du får succes og ikke kører træt i fasten.
  2. Start med at spise den valgte frugt som et mono-måltid. Var det en o.k. oplevelse, så forsøg at køre en hel dag på samme frugt. Var dette også o.k., så forsøg at køre flere dage i træk, fx 3 dage. Var dette overkommeligt, så kan du overveje at køre endnu længere tid.
  3. Spis raw food i en længere periode, inden du går all in på en frugtfaste – så undgår du alt for heftige detox-symptomer.
  4. Vælg en frugt, der er moden og evt. i sæson. At frugten er moden, er ekstremt vigtigt, da umoden frugt vil være syreskabende i kroppen.
  5. Har du selv frugttræer eller findes der et sted med frugttræer i nærheden af dig, så kan du med rette udnytte dette!
  6. Skyl dine tænder med vand efter indtaget frugtmåltid. Vent med at børste tænder til minimum 2 timer efter indtagelse af frugt.
  7. Vælg evt. en særligt detoxende frugt som vandmelon, vindrue eller citrusfrugt, hvis du vil optimere heling.
  8. Spis maks. 2-3 måltider om dagen, og undgå at “græsse” (spise konstant).
  9. Indtag dagens første måltid så sent som muligt, for at give kroppen mest mulig tid til at hele.
  10. Spis økologisk!
  11. Overspis ikke, og spis kun, hvis du er sulten.
  12. Det er helt o.k. at spise meget og ofte de første dage eller på dage, hvor det er lidt hårdt.
  13. Overvej at indtage maden på forskellige måder for variation. Med mandariner var der ikke så mange muligheder for tilberedning, udover at spise dem normalt, som juice eller smoothie. For sjov prøvede jeg faktisk også at dehydrere en mandarin i min dehydrator (den smagte af vingummibamser!) Med æbler er der flere muligheder, fx. kan du skære dem ud på forskellige måder eller sågar lave nudler af dem med en spiralizer.

Min konklusion om at leve af kun een frugt

Mono-måltider er klart at foretrække – det føles bare bedst i kroppen, og det er også det, som jeg hører andre sige.

Men er det mere gavnligt at mono-frugtfaste over en længere periode fremfor eks. at spise flere forskellige frugter i en længere periode? Det er umuligt at svare på, men jeg vil bestemt sige, at det er muligt, at det er bedre. Jeg vil mene, at et endnu mere relevant spørgsmål er: hvor meget bedre er det så? Og igen, så er det umuligt at svare på.

Der kan være den fordel ved at monofaste, at du ikke bliver “lokket” til at spise andre, mindre detoxende frugter. Men hvis du mono-mealer på flere forskellige stærkt detoxende frugter – fx spiser vandmelon til morgenmad, vindruer til frokost og appelsiner til aftensmad – så tror jeg, det kan være ca. lige så effektivt som en mono-faste, også fordi du får en større variation af næringstoffer, fytokemikalier, antioxidanter osv.

Husk, at dette blot er min nuværende mening, og andre vil modsige mig.

Nogle vil selvfølgelig også sige, at det er ekstremt usundt at spise intet andet end frugt i så lang tid, og at man kommer til at “mangle” noget – og dertil vil jeg sige, at du nok er nødt til at prøve at leve som frugtar i en længere periode, inden du kan sige noget værdifuldt om emnet. Mennesket er en primat, og er designet til at spise frugt. Alle primaterne lever hovedsageligt af frugt, og de trives ganske godt 🙂

Læg endelig en kommentar, hvis du har spørgsmål, og tak, fordi du læste med! 🙂

Del, please:

Udgivet af

Jan

Hej, jeg hedder Jan, og jeg nørder meget i bl.a. selvudvikling, sundhed og faste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *